Atter en gang slog Århus dørene op for ”Sculpture by the Sea”. Første gang var i 2009 hvor mere end en halv million besøgende lagde turen forbi. Sculpture by the Sea er et australsk koncept, og udstillingen i Århus er den eneste af sin art uden for Australien. Desværre bærer konceptet, ligesom i 2009, præg af at være udviklet i Australien og kopieret til Danmark.
Der skal ikke herske tvivl om at Sculpture by the Sea har bevist sit potentiale. Udstillingen har bred folkelig appel og idéen om at kombinere kunst og natur fungerer eminent. Problemet opstår når man vurderer udstillingen ud fra et kuratorisk/kunstnerisk perspektiv. De enkelte værker er simpelthen ikke gode nok og det er problematisk at udstillingen ikke løftes op på et højt nok niveau – hvorfor ikke kombinere det folkelige med kunstnerisk kvalitet? Der kan være mange grunde til at det ikke er tilfældet. Det kan skyldes, at der er kontraktlige problematikker forbundet med brugen af ”brandet” Sculpture by the Sea ligesom der kan være økonomiske udfordringer. Men hvis vi skal være stolte af Sculpture by the Sea og hvis udstillingen for alvor skal være en succes (også andre steder end i Jylland) så må målsætningen være at ”løfte” det kunstneriske niveau op til international niveau!
(Heldigvis var der lyspunkter som Chen Wen Lings ”Red Memory - Shy Boy”. Værket havde måske fungeret endnu bedre hvis der havde været adskillige ”shy boys” – eksempelvis installeret lidt ude i vandet).
Sculpture by the Sea Aarhus fandt sted i perioden 2. juni - 3. juli 2011. Her blev den tre kilometer lange kyststrækning fra Tangkrogen til Ballehage omdannet til en skulpturpark i naturskønne omgivelser med 65 skulpturer af kunstnere fra Danmark og udlandet.