lørdag den 15. oktober 2016

HEADSTART FASHION HOUSE PÅ HAVNEN

AARHUS
Aarhus og Midtjylland har en stor underskov af modevirksomheder, der pibler frem. Masser af talent, nye ideer og arbejdsiver præger de østjyske miljøer i disse år, hvis iværksætteri har nået nye højder. Der er procentvis flere personer i kreative erhverv i det centrale Aarhus end i København.


Vejen til at blive veletablerede firmaer og kendte brands er imidlertid fyldt med forhindringer, og her kommer Headstart Fashion ind i billedet. Nu som en selvstændig fond med eget hus på havnen. Mindet 4 er et historisk hus, som er sat smukt i stand og klar til at blive indtaget af otte modefirmaer, der skal finde fodfæste i branchen.
Med udsigt til havenbassinerne og Dokk1 får de ikke bare alle nødvendige kontorfaciliteter stillet til rådighed. De bliver også en del af det etablerde netværk, Headstart Fashion har opbygget. Det betyder blandt andet et fælles medlemskab hos mastodonten Dansk Mode & Tekstil, der har 360 medlemmer i hele landet. De tilbyder juridisk rådgivning fra specialiserede jurister, når nogen vil anlægge en sag. Noget der jævnligt sker i branchen og som kan være sønderlemmende.

»Vi er perlevenner med Dansk Mode & Tekstil. Direktøren, Thomas Clausen, sidder i vores bestyrelse,« siger Christian Chapelle, der er den styrende og udøvende kraft i Headstart Fashion, som han har bygget i kraft af sin ihærdige indsats gennem tre år.
Først i kommunalt og reginoalt regi med kontor inde i det grå rådhus. Og nu som direktør for fonden Headstart Fashion med eget hus og havneudsigt. Så vidt vides det eneste af sin slags i Danmark.
»Vi er det eneste kontorfællesskab, der har absolut fokus på mode og med så tætte kontakter til hele modebranchen. Her mødes mange ender,« siger Christian Chapelle stolt.
Selv sidder han i et ydmygt kontor og holder mere af at få ting til at ske end at sætte sig selv i fokus.
»Vi har lige nu denne etage til rådighed med plads til cirka 12 mand. Måske udvider vi med etagen herover, der lige nu er et loftsrum, som bliver brugt til værksted og lager. Vi har fortrinsret til de 300 kvadratmeter deroppe, forklarerer han. »Det her en demomodel for hvordan et Headstart Fashion House kan være.«
Borgmester Jacob Bundsgaard var blandt talerne ved åbningen
Modehuset er for tiden ved at finde de otte firmaer, der skal rykke ind i Mindet. Et par stykker er allerede på plads. Det er Mette Rødtnes, der laver taskerne Rodtnes, den prisbelønnede designer Camilla Jæger Jespersen og smykkefirmaet Thorning-Astrup.
 »Vi tager det stille og roligt og finder de helt rigtige,« fastslår Christian Chapelle, der er helt sikker på, at det vil lykkes at få sammensat et godt hold. Han er meget tilfreds med tilbuddet fra modehuset om 1499 kroner om måneden for en arbejdsplads med alt fra frugt og kaffe til juridisk bistand og et godt netværk. Plus adgang til en række trendstudier, der ellers koster en bondegård.
»Vi har fået en forrygende opbakning af både VIA, der kører Teko-uddanelsen, Dansk Mode og Tesktil, Lifestyle & Design Cluster og lokale brands som Ganni, LauRie, Journal og Bisgaard Sko. De er repræsenteret i vores bestyrelse og er parate til at hjælpe,« siger Christian Chapelle, der har arbejdet intensivt og med stor succes på at bygge sit netværk op.
»Det giver kæmpe power, at vi har de store, stærke i ryggen. Og kan trække på deres netværk. Det hjælper især de små, men der er også noget at hente for de store modefirmaer,« fortsætter han.
Han er også meget tilfreds med husets beliggenhed ved Balticagade, der rummer den såkaldte modebobel - en lang række sko- og beklædningsbrands. Skråt overfor er den livlige Dokk1, og dens frivillighedskorps bor i baggården til modehuset, hvilket kan have en afsmittende effekt. Filmbyen, der blandt andet huser den modeorienterede filmuddannelse under VIA, ligger et stenkast for Headstart Fashion House og et par skridt derfra er city.

Modehuset åbner gerne op for interesserede gæster, der vil se den østjyske opfindelse.
»Vi er glade for at Olav de Linde har valgt at sætte det gamle hus i stand og har tilgodeset vores behov. Huset her er et levn fra gammel tid mellem alt det nye,« mener Christian Chapelle.
Danmarks modebranches beklædningsfirmaer omsætter for cirka 42 milliarder kroner om året og eksporterer for omkring 25 milliarder kroner om året.

fredag den 1. juli 2016

FASTLANDETS FORNEMMELSE FOR MODE

Modebranchen i Danmark er kendt i hele verden, og det er ikke kun i København, at det hele foregår. Et af initiativerne til at sætte jysk mode på verdenskortet er Headstart Fashion, hvor adm. direktør Christian Chapelle er valgt til at sætte turbo på væksten. 

Organic Basics har lanceret en abonnementservice til mænd – med boksershorts, t-shirts og strømper til mænd i klassiske modeller af sort, økologisk bomuld – som bliver sendt direkte hjem i postkassen. Som en ny feature har man vævet en sølvtråd ind i stoffet, som skulle have en antibakteriel virkning. Foto: PR
Hvad er det, som Headstart Fashion kan tilbyde modebranchen?
»Vi er en erhvervsdrivende fond, der laver forretningsudviklende arrangementer. Vi er ved at rekruttere til “Next Level Fashion”, som er et meget spændende forretningsforløb over fire gange, hvor vi samarbejder tæt med operatørskabet bag “More Creative”. Så det er operatørskabet, der faciliteter den 'hardcore' del af workshoppen. Det er et godt eksempel på et vækstorienteret forløb, som rammer de små modevirksomheder, men også midtersegmentet.
Under Spot-festivalen afholdt vi i år for anden gang en modekonference i samarbejde med Via Design. Her havde vi en teoretisk del, der bestod af nogle oplæg fra designere og modeforskere. Den praktiske del havde fokus på modefilm-aspektet, som jo er meget unikt for Aarhus, da Via Design faktisk uddanner folk til at lave modefilm. Netop dette er helt unikt og virkelig nyskabende. Her ser jeg en kobling til modebranchen, hvor virksomhederne efterspørger denne type film. De er godt klar over, at de skal være tilstede på de sociale medier, og så kan de unge studerende lave små, korte film, der passer perfekt til formålet. Her har vi allerede udvekslet nogle kontakter, så både branchen og nogle studerende har fået mulighed for at få spændende samarbejder i gang.«



Christian Chapelle, adm. direktør i Headstart Fashion, arbejder på at promovere modebranchen i Jylland.
Hvordan arbejder Headstart Fashion med innovation?
»Der bliver bl.a. uddelt en række designpriser, som alle ligger under Headstart Fashion Awards. “Smart Eyes”-prisen som blev uddelt for anden gang, går til en designstuderende, der har lavet et innovativt bud på moden. I år vandt Katrine Hofmann fra Kunstakademiets Designskole prisen, som består af et kontantbeløb på 25.000 kr. samt en mulighed for at komme til Stockholm til “Smart Eyes”-hovedsædet og designe nogle brillestel til en ’limited’ “Smart Eyes”-kollektion. “Vero Moda International Design Award” og “Danske Bank Fashion Award” er to helt nye priser, vi har tilføjet, så det var første gang i år, at de blev uddelt. “Vero Moda International Design Award” sikrer den vindende virksomhed en kontant pris samt en mulighed for at få adgang til Vero Modas team. Dette er for etablerede virksomheder, der lige er nået skridtet videre. De har allerede gang i salg, men er endnu ikke store. Virksomhederne har internationale kontakter og har salgsleddene på plads. Det er virksomheder, som man mener, har et internationalt potentiale, og man kan se, at de allerede har præsteret. I år blev vinderen “Journal”, som vandt på grund af deres fokus på kvalitet, deres internationale fokus og deres historie.
Den sidste pris er “Danske Bank Fashion Award”, og det er 'hardcore' business. Her får vinderen igen et kontantbeløb samt adgang til alle, der sad i juryen. Her er fokus på forretningsdelen. Juryen består af folk fra revisionsfirmaet Deloitte, områdechefen fra Danske Bank, en professionel bestyrelsesmand, der sidder i internationale bestyrelser og en mand fra modebranchen, der er ejer af en større dansk modevirksomhed. Det er en perlerække af topfolk, som har hver deres speciale inden for forretningsskabelse. Kravene til dem, der kan deltage her, har Danske Bank udvalgt med hjælp fra deres it-system. Virksomhederne skal have en fornuftig overskudsgrad på et vist beløb, så deres deltagelse er udelukkende baseret på ’tag’. Og så er mastodonterne sorteret fra, for hvis de er med, så kan ingen andre være med. I finalen varder fire virkelig stærke virksomheder – to fra Aarhus og to fra Midtjylland. Vinderen i år blev “Rains”, som har formået at have en effektiv logistik og tage nogle vilde chancer, men alligevel vækste solidt. Alle disse priser blev uddelt til et brag af et show, hvor branchen blev hyldet. Der var koncert, der blev vist modefilm og store dele af branchen fra Midtjylland og Aarhus var samlet.«


Det danske yogabrand Moonchild udstillede også deres nye kollektion på Aarhus Teater, og grundlægger og designer Louise Wang Nielsen kunne fortælle, at hendes leggings ofte bliver brugt i stedet for et par jeans i USA. Hendes design skiller sig ud ved at have stort fokus på mønstre og farver. Foto: PR
Hvad sker der netop nu i Headstart Fashion?
»Det, der er sket nu, er, at vi har etableret Headstart Fashion som en selvstændig juridisk enhed – vi har lavet en erhvervsdrivende fond, hvilket vil sige, at der er nedsat en selvstændig fondsbestyrelse. I bestyrelsen sidder en række meget kompetente folk fra modevirksomheder fra København, Aarhus og Region Midtjylland, og der sidder folk fra brancheorganisationer og fra uddannelsesinstitu-
tionerne. Så Headstart Fashion er nu en helt selvstændig enhed, og det er nyt. Jeg har været ansat som adm. direktør siden 1. maj 2016, og fra 1. juni rykker jeg ud af lokalerne på Aarhus Rådhus og ned på Aarhus Havn, hvor en stor del af den midtjyske modebranche også holder til.
Man må i hvert fald se i øjnene, at Aarhus i stigende grad er et kraftcenter for modebranchen.
Med de partnere vi samarbejder med, er vi nationale og internationale, fordi flere af de andre organisationer har internationale aktiviteter, og qua vores samarbejde med dem når vi også ud internationalt. Det, der er vigtigt med Headstart Fashion – som på nuværende tidspunkt jo er en lille organisation, der skal bygges op – er, at vi er noget i kraft af de samarbejder, vi laver, de mennesker vi kender og det store netværk, som vi og vores partnere har. Derfor har det været muligt for mig at løfte nogle store projekter, bl.a. fordi vi selv har midlerne, men oftest fordi vi laver alliancer og samarbejder.«
Har I som region følt, at det er svært at nå ud til medierne?
»Jeg tror, at der er en anden mentalitet, selv om sådan noget jo kan være svært at dokumentere. Men jeg tror godt, at vi alle sammen ved, at man kan have en lidt anden tilgang til det i København – i hvert fald kan man se, at den presseomtale, som virksomhederne får i København, og den måde, de vælger at gribe det an på, er noget, de er rigtig gode til. Man skal jo også tænke på, at en meget stor del af pressen faktisk sidder i København, og det vil sige, at det er mellem 100 og 200 gange lettere at få presseomtale, hvis man er bosat i København, end hvis man er bosat i Jylland. Så derfor ser jeg, at der er to elementer i det. Det ene er noget mentalitetsmæssigt – hvordan har man det med sådan for alvor at stå i front med den slags, og den anden del er, at man har nogen andre muligheder, når man er bosat i København. Det er jo det, der er grunden til, at vi i år laver Headstart Fashion-presseeventet for anden gang. Det, der skete i sin tid, var, at et af de aarhusianske brands kom til mig og spurgte, om ikke pressedelen var noget, vi kunne hjælpe med. Da vi sidste år holdt det første event, var der stor interesse både fra danske og udenlandske journalister og magasiner. Mange af de brands, der deltog ville aldrig selv kunne stable den type presse-event på benene, og de fik omtale både nationalt og internationalt. Så det var en stor succes, som vi håber at gentage i år, hvor vi forsøger at gøre det endnu bedre. Derfor tager vi i år journalisterne og magasinerne med ud for at besøge nogle af de virksomheder, der er i området. Sidste gang havde vi kun fokus på de mindre brands og lavede en del events omkring dem. Vi fastholder middag og fest torsdag aften, men vi skal også ud og besøge en lang række helt fantastiske virksomheder både i Aarhus-området og i Herning-Ikast-området. Det tror jeg bliver en øjenåbner og en rigtig spændende oplevelse for mange af deltagerne, fordi virksomhedernes historier og den passion, de lægger for dagen, kun kan gå hen og smitte og begejstre.«


I år udstillede otte upcoming brands til Headstart Fashions event på det smukke Aarhus Teater, hvor de bl.a. viste deres kollektioner til pressen. Foto: Mia Mortensen

Herning og den jyske hede var tidligere kendt for deres tøjproduktion. Er det den placering, I ønsker, at Region Midtjylland skal have igen?
»Man skal ikke undervurdere Herning-Ikast-Brande-området. Den knowhow og dygtighed, de har, er ret unik. Virksomhederne har en evne til også at tjene penge på det, de laver. Den del af regionen skal jo fortsat gødes og italesættes, og man skal selvfølgelig samarbejde og binde tingene sammen i så høj grad, som det overhovedet er muligt. Noget, man aldrig har talt om i en modekontekst, er Aarhus – man har simpelthen ikke haft fokus på området. I Aarhus Kommune var der nærmest ingen, som vidste, at der var en modebranche. Man havde selvfølgelig hørt om Hummel, men det er jo også nyt, at Bestseller har fået så stor en bygning i byen. Man må i hvert fald se i øjnene, at Aarhus i stigende grad er et kraftcenter for modebranchen. Der sker spændende ting på uddannelsessiden, og vi har en masse små og mellemstore – og nu også helt store – modevirksomheder repræsenteret i byen. Derfor er det helt naturligt og helt uundgåeligt at italesætte modebranchen i det område og så selvfølgelig binde det sammen i en regional, national og international sammenhæng.«
Har du tidligere haft med modebranchen at gøre, eller er det nyt for dig?
»Nej, overhovedet ikke. Jeg har siddet i Aarhus Kommune og haft med de kreative erhverv at gøre, men i en mere bred forstand. Jeg har siddet i en embedsmandsposition, hvor jeg også har skullet lave taler og notater til borgmesteren. Så på den måde kan man godt sige, at Headstart Fashion er et iværksætterprojekt, for jeg har skullet bygge meget op fra bunden. Jeg har så været heldig, at man i Aarhus Kommune bakker op om Headstart Fashion. Og vi har løbende fået mere og mere støtte fra flere fronter. Headstart Fashion har et kæmpestort potentiale – det tør jeg godt sige nu. Engang imellem har man bare en god mavefornemmelse. Men vi presser stadig på og kæmper hver eneste dag for at levere resultater og for at gøre tingene bedre. Og jeg har bare en rigtig, rigtig god fornemmelse af potentialet i modebranchen og i Headstart Fashion.«

lørdag den 11. juni 2016

HEADSTART FASHION PRESS EVENT 2016


Den 19./20. maj afholdte vi HEADSTART FASHION press event 2016 med deltagelse af danske og udenlandske modemagasiner, presse og blogs.

Vi besøgte spændende brands i Aarhus/Herning/Ikast, ligesom der var showcase af mindre brands på Aarhus Teater!







FY! magazine har skrevet en fin artikel om nogle af de modebrands de mødte under HSF PRESS EVENT 2016 
A Danish fashion tale - Fucking Young!

søndag den 21. februar 2016

NEXT LEVEL FASHION skudt igang

I 2015 udbyder More Creative i samarbejde med de kreative erhvervsklynge-initiativer en række forløb med fokus på forretningsudvikling. Forløbet er målrettet etablerede virksomheder fra den kreative industri, der ønsker at skalere og udvikle deres forretning.Forløbet giver aktørerne konkrete redskaber til at identificere og tackle virksomhedernes mest afgørende udfordringer. Samtidig vil man få lejlighed til at møde nogle af branchens skarpeste profiler og opbygge et stærkt branchenetværk.
Forløbet hedder Next Level, og i år har vi tilbud til modebranchen (Next Level Fashion), arkitekturbranchen (Next Level Architecture), designbranchen (Next Level Design) og til aktører inden for gastro- (Next Level Gastro) og event-verdenen (Next Level Event). Next Level Event er i år målrettet kommuner der ønsker at skabe erhvervsudvikling gennem events.
Herunder kan du se billeder fra Next Level Fashion. Første del af forløbet blev afviklet ved Pilgrim i Skanderborg.
Ud over de 10 deltagende virksomheder var der oplæg fra Frantz Longhi og Zeth Edwardsen fra Woomio.
Deltagende virksomheder:
Aagaard / Kranz & Ziegler A/S
Bisgaard Shoes A/S
Danefæ Aps
Eva og Claudi A/S          
Louise Kragh Aps          
Nordahl Andersen Aps
Mos Mosh A/S               
MP Denmark A/S                                                                    
RVLT / REVOLUTION ApS